Selvangivelse
Hvem skal indlevere selvangivelse?
De der er fuldt skattepligtige i Island, skal uden undtagelse indlevere selvangivelse. De der har er begrænset skattepligtige, skal også indlevere selvangivelse, med den undtagelse at de der modtager løn eller pension fra Island og har bopæl i et andet nordisk land, ikke har pligt til at indlevere selvangivelse for den indkomst for så vidt der er betalt korrekt beregnet kildeskat af den i Island, se nærmere hvad der anføres under Begrænset skattepligt og Efterløn og pension. De der er begrænset skattepligtige på grund af fast ejendom, skal indlevere selvangivelse.
Hvor kan man få en selvangivelse?
Man kan få selvangivelsesblanketter på skattekontorer, men selvangivelsesblanketten RSK 1.01 kan også hentes på nettet på www.rsk.is. Man kan også få en selvangivelsesblanket på engelsk, RSK 1.10 og RSK 1.13 (simplified version). Selvangivelsen kan både indleveres på papir og online på websiden www.rsk.is. For at indlevere den online, må man have en TastSelv-kode (veflykill). Hvis man ikke har fået tildelt en TastSelv-kode (veflykill), kan man anmode om at få den på www.rsk.is.
De som har bopæl i udlandet får ikke udleveret webnøgle men kan ansøge om at få en på www.rsk.is.
Hvornår skal man indlevere selvangivelse?
Der offentliggøres årligt en dato for indlevering af selvangivelsen til skattevæsenet. Hvis man har midlertidigt ophold, skal man indlevere selvangivelse til skattevæsenet senest en uge før bortrejsen. På selvangivelsen skal der anføres en kontaktadresse i udlandet og navnet på en repræsentant i Island. Hvis der ikke er indsendt selvangivelse inden bortrejsen, skal den indleveres på den årlige indleveringsdato, og så kan man både indlevere på papir og online på Statsskattedirektoratets webside, www.rsk.is. Påligning foregår i slutningen af juli året efter indkomståret. Hvis der ikke indleveres selvangivelse, foretages der en skønsmæssig indtægtsfastsættelse og pålignes skat ud fra den.
Hvor skal man indlevere selvangivelse?
Der er ni skattedistrikter i Island, hver med en skattechef. Selvangivelsen skal indleveres til det distrikt hvor selvangiveren havde fast bopæl ved udgangen af indkomståret. Hvis man ikke har bopæl i Island men er begrænset skattepligtig af fast ejendom, skal man indlevere selvangivelse der hvor den ligger. Hvis man har midlertidigt ophold i landet og har arbejdet i mere end et skattedistrikt, skal man indlevere selvangivelse i det distrikt hvor man havde størst indtægt.
Automatisk udveksling af kontroloplysninger
For at sikre en rigtig indkomstbeskatning har alle de nordiske lande regler om at arbejdsgivere med flere, skal aflevere oplysninger om udbetalt løn m.m. til skattemyndighederne. Oplysningerne skal bl. a. indeholde modtagerens navn og adresse samt indkomstens art og beløbets størrelse. Denne oplysningspligt gælder også for personer bosat i andre lande.
Skattemyndighederne i Norden har pligt til automatisk at udveksle ovennævnte oplysninger. Når f. eks. en person bosat i Danmark får udbytte af sine finske aktier videresendes disse oplysninger fra Finland til Danmark. Der udveksles et meget stort antal kontroloplysninger mellem de nordiske lande.
I alle de nordiske lande er personer med bopæl, fuldt skattepligtige i bopælslandet og skal derfor indsende selvangivelse om samtlige indkomster de har haft i indkomståret. Du skal derfor altid i din selvangivelse oplyse hvilke indkomster du har haft i andre lande. Du bør også oplyse hvor meget du har betalt i skat af indkomsten. Disse oplysninger er nødvendige for at skattemyndigheden kan foretage en korrekt skatteansættelse.
Oplysninger fra andre lande findes aldrig på den fortrykte selvangivelse i bopælslandet. Det skyldes at indkomsterne først er tilgængelige for skattemyndighederne senere på året.