Bor du i Danmark og har renteindtægter/renteudgifter fra et andet nordisk land?
Dette gælder for dig, som bor i Danmark og har renteindtægter/renteudgifter fra et andet nordisk land. Informationen gælder kun beskatning af disse indkomster.
Renteindtægter
Renteindtægter, som du modtager fra et andet nordisk land, er skattepligtige i Danmark på samme måde som renteindtægter fra en dansk udbetaler.
Ved renter menes indtægter af fordringer, herunder renter på indeståender i bank mm og obligationer.
Har du fået trukket skat på renter i et andet nordisk land, kan du anmode om tilbagebetaling af den betalte skat. Kontakt skattemyndigheden eller banken i udbetalingslandet.
Renteindtægterne beskattes som kapitalindkomst og medtages i den almindelige skatteberegning.
Du skal oplyse renteindtægter og renteudgifter på skat.dk i TastSelv under udenlandsk indkomst. Du kan logge på med NemID eller indsende "oplysningsskema for udenlandsk indkomst" Blanket 04.012.
Renteudgifter
Da du har bopæl i Danmark har du fradragsret for renteudgifter på lån, dette gælder også renter af udenlandske lån.